Anmeldelse af "Et rige af ..." af Sarah J Maas

2019-03-18

Feyre på 19 år lever sammen med sine to søstre og far i fattigdom, altid på sultegrænsen. Trods advarsler bevæger Feyre sig ud i skoven for at jage. Farlige elvere og ting der er værre er begyndt at krydse grænsen ved Muren til de dødeliges verden. Bevæbnet med bue og en pil af asketræ nedlægger Feyre en ulv, som viser sig at være en elver i forklædning. Straffen er ubarmhjertig. Feyre må nu leve i elvernes rige - i den verden som hun så inderligt hader, og hos væsner hun foragter upåagtet deres skønhed, enorme magt og rigdom. Men alt og ingenting er som hun troede, og som tiden går, skrumper hendes had ind til forståelse og ærefrygt overfor den mand, hun begynder at elske. 

Denne fantasyserie frister ikke blot med sine smukke forsider, for indeni venter der en magisk og dybt fascinerende fortælling om en verden på randen af krig og kaos. "Et rige af torne og roser" er en genfortælling af 'Skønheden og udyret', men Sarah J. Maas gør det på sin helt egen fænomenale måde, der ganske enkelt slår gnister. Serien er fremragende udtænkt og så meget mere end blot et eventyr - det er en storslået trilogi med sin egen unikke verden, myter og sagn. Som læser kunne jeg umuligt undgå at leve mig ind i denne verden og de utroligt spændende karakterer. Jeg  var fra første side solgt til dette usædvanlige univers og måden Sarah J Maas har skrevet ordene ned. Historien i sin helhed er perfekt afbalanceret mellem en kærlighedsfortællen, karakterudvikling og ren overlevelseskamp. Sarah J Maas's triologi er betingelsesløst blevet mine yndlingsbøger - det er helt og adelses umuligt at undgå, at lade sig rives med af dette fantastiske eventyr. Og at bøgerne er mellem 500 - 700 sider, er for mig kun et plus - især når man er fuldstændig opslugt af handlingen og bare vil have MERE MERE MERE!

En triologi som denne, er helt klart grunden til at jeg elsker fantasi - når man bare kan læne sig tilbage og overgive sig selv til en helt anden verden fuld af magi, kærlighed og dramatiske følelser, der vækker genklang i den virkelig verden. 


Tak for du læste med!

Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang